Showing posts tagged 3Mobil

3 snyder med fortrydelsesretten

Hvordan skal jeg starte den her absurde fortælling fra det virkelige liv? Skal jeg fortælle om min søn Nicolai, som med stolthed blev 18 den 3. oktober? Eller skal historien handle om en nylig myndigs første famlende erfaringer med store firmaers lemfældige omgang med fortrydelsesretten? Måske skal jeg bare tage udgangspunkt i sønnens 18 års dag, og tage den derfra.

Det var selvfølgelig en stor dag for ham, og for nylig ønskede han derfor at foretage sit første egentlige “voksenkøb”, sin første egentlige aftale med erhvervslivet; han ville have sig sit eget mobile internet. Baggrunden for dette var vores elendige kobber, her på adressen. Vi kan simpelthen ikke få mere end 7 Mbit, og venter derfor utålmodigt på, at fibernettets velsignede motorvej skal kaste en “tilkørsel” på vores vej ! Men for Nicolai var drømmen om frihed og uafhængighed større end hans tålmodighed.

Derfor bestilte han mandag d. 25. oktober - på 3s hjemmeside - et Eazyinternet Premium abonnement. Det koster 299,- om måneden i 6 mdr. og har en downloadhastighed op til 20 Mb. Nu vidste vi i forvejen, at 3 har et særdeles stærkt signal på alm. telefoni her i vores kvarter, så Nicolai var ret fortrøstningsfuld og mente bestemt hastigheden ville være bedre end vores hjemmeforbindelse. Så han havde ingen betænkeligheder ved at bestille et usb-modem med abonnement, og klikkede på “bekræft”.

Så langt så godt.

Modemmet kom om fredagen(d. 29. oktober), og blev straks taget i brug af husets store søn. Han brummede gnavent til mig, da jeg kom hjem ud på eftermiddagen, at hastigheden ikke var over 3-4 Mbit (hvilket ikke var bedre end den hastighed, vi opnår med vores 3G iPads via Telia) - så han var ikke imponeret. 

Over den næste uges tid frem til weekenden i uge 44 - altså en uge efter modtagelsen - blev det ikke bedre. Trods opkald til 3s hotline, opnåede Nicolai ikke hastigheder over 4 Mbit hjemme, og en hastighed ikke over 10 Mbit på besøg hos venner. Så enden på det blev, at han besluttede sig for at returnere modemmet og ønskede at fortryde.

Og her startede så hans strabadser. 

3s kundeservice - som øjensynligt ikke kender basal forbrugerret, lov om fjernsalg mv - sagde til min søn, at han ikke kunne fortryde, fordi han havde taget abonnement i brug! 

De fastholdt deres svar overfor Nicolai, at man ikke kunne fortryde, og at Nicolai “iøvrigt havde benyttet internettet meget”. Nicolai fik ved henvendelse oplyst, at han havde brugt 1 Gb data (der er en fair use grænse på 20 Gb om måneden) - hvilket han selvfølgelig tilbød at betale for. Men nej, helt ULOVLIGT fastholder 3, at fortrydelsesretten ikke gælder hvis man BRUGER varen. Hence det absurde jeg nævnte i starten(!)

Jeg ringede så til dem, og fik en medarbejder i røret der helt åbenlyst ikke kendte 3s egne salgsbetingelser (læg især mærke til afsnit 6, Fortrydelsesret). Derudover kunne jeg heller ikke få lov at tale med en kundechef, en teamleder, kvalitetschef eller juridisk afdeling. I det firma jeg selv arbejder i, tager vi klager særdeles seriøst, men medarbejderen hos 3 ville end ikke oplyse mig sit efternavn, og forsøgte tre gange at “viderestille” mig til en teamleder. Alle gange endte jeg med - en afbrudt forbindelse.

Nicolai returnerede derfor modemmet i god tid inden fortrydelsesfristen udløb, og fik idag denne - noget friske - mail fra en af 3s kundemedarbejder L.V.. En mail, hvor man har den frækhed, at sammenligne køb af internet og køb af en skjorte! :

- og så slutter de lige af med en standard: “få et godt tilbud” - Nej tak, 3, Nicolai vil bare gerne fortryde sit køb, og derfor har han tænkt sig at føre den her helt til den “bitre ende” .

I skal anerkende fortrydelsesretten som Nicolai har, fordi:

  • Der er tale om fjernsalg, her gælder særlige, lempelige vilkår
  • Modem såvel som besked om fortrydelse af aftale er sket helt og aldeles efter regler om fortrydelsesret 
  • Tidsfristen er overholdt til den gode side (2 dage)
  • Der er tale om ulovlige helt uantagelige vilkår, hvis man kan fastholde, at folk ikke må returnere en vare. Jeres egen ordrebekræftelse anfører, at varen blot skal “tilbageleveres i væsentligt samme mængde, …stand og … i original emballage”

Det forhold at Nicolai har brugt 1 Gb data, er ikke nok til at I kan afvise den lovbefæstede fortrydelsesret.

Så 3, tag Jer nu sammen, det her passer sig ikke for et teleselskab af Jeres støbning.